Afgift på lastbiler forklædt som grøn omstilling: “Overgreb på et helt erhvervsområde”

Der er opråb fra vognmandsbranchen, fordi regeringen indfører kilometerafgifter på lastbiler. Aftalen er blevet præsenteret som et grønt initiativ, men bliver kritiseret for at være urealistisk. Folk i branchen hævder, at afgiften er en ekstra skat, der næppe vil gavne klimaet. 

Af: Thilde Ovens & Laura H. Søndergaard

Der er brummende motorer og en lugt af diesel, da hundredvis af lastbilchauffører tirsdag morgen, den 4. april 2023, er samlet foran Christiansborg. De mange fremmødte demonstrerer imod regeringens nye aftale om kilometerafgifter på lastbiler. Selvom der er skyfri himmel, rundstykker og smalltalk, er stemningen ikke til at tage fejl af; den er langt fra ligeså lun som kaffen fra de dampende kander – vognmandsbranchen er utilfreds.

Selvom afgifterne først træder i kraft den 1. januar 2025, har det allerede skabt røre blandt vognmændene. En af de fremmødte til demonstrationen er Torben Dyhl Hjorth, som selv har kørt lastbil i 10 år, men som nu sidder på kontoret i Viborg Vognmandsforretning.

“Siden jeg var lille, har jeg brugt min ferie og fritid på lastbiler,” fortæller Torben og forklarer, at lastbiler altid har været en stor del af hans liv.

En urealistisk og pinlig aftale

Det er netop denne lugt af diesel, som hænger i luften på den halvkølige forårsmorgen, der er omdrejningspunktet for den nye afgift. Aftalen om kilometerafgifter skal gøre det fordelagtigt for branchen at køre med el-lastbiler, og dermed også gøre det dyrt at køre med diesel. Afgiften skal beregnes ud fra, hvor meget CO2 lastbilerne udleder, og det afhænger blandt andet af lastbilens vægt. Afgiften betyder en merpris på op til 1,30 kr. pr. kørt kilometer for de tungeste lastbiler. Det skønnes, at denne aftale vil reducere CO2-udledningen med ca. 0,3 mio. ton i 2025 og ca. 0,4 mio. ton i 2030, oplyser Skatteministeriet.

Demonstranterne har tidligere på demonstrationsdagen skullet indstille deres GPS til at vise vej til København, men snart skal en ny GPS installeres, som kilometerafgifterne måles og beregnes ud fra. 

Det er ikke kun vognmændene, som kæmper kampen imod afgifterne. Bag dem står blandt andet også Jacob Forman. Han er advokat, men er uddannet mekaniker, og så har han tidligere kørt lastbil som langturschauffør. Hans støtte til branchen handler om to ting: en medfølelse for vognmændene og en forargelse over aftalen, som han mener, er et overgreb på et helt erhvervsområde. 

“Mens jeg kørte lastbil, kom jeg til at holde utrolig meget af de her folk. Det er en flok, som jeg har stor sympati for,” siger han og fortsætter: “Det latterlige er, at man ikke har det udstyr, der skal til, for at opfylde det, som regeringen kræver. Det er bare en skjult skat, iklædt nogle argumenter der er urealistiske. Tiltaget er pinligt.”

Det grønne element er beskedent

I en sky fra sand og grus kommer en lastbil susende rundt om hjørnet og ind på den store plads på Kirkebækvej i Viborg. Det er her, Torben arbejder i vognmandsforretningen med 51 ansatte og 35 lastbiler. Torben og de andre kollegaer hos Viborg Vognmandsforretning opkalder hver og en af de mange lastbiler efter en tegnefilmsfigur, der har en forbindelse til chaufførerens personlighed eller udseende. Et klistermærke af tegnefilmsfiguren pryder siden på bilen og giver bilen karakter.

Torben ser lille ud, når han står på den store plads foran de kæmpe lastbiler. Lastbilerne er ikke bare store, men også tunge, og det betyder, at det kommer til at blive dyrt for Torben, når de nye afgifter træder i kraft.

Torben står i en strik og skjorte i samme farve; grøn. Og netop den grønne farve er ikke dét, som han – eller branchen – har noget imod, siger han. 

”Branchen vil gerne støtte op om en grøn omstilling, men det her tiltag er ikke grønt,” forklarer Torben. 

Vognmandsbranchen kritiserer regeringen for, at afgiften i virkeligheden bare er en ekstra skat forklædt som grøn omstilling. Spørger man Jeppe Rich, som er professor ved DTU, peger han på to pointer, som er årsag til, at det grønne element i aftalen er beskedent: 

“Lastbiler har i mange år været underbeskattede i Danmark. De har betalt for lidt i forhold til, hvor meget de har kostet, når man ser på områder som vejslid, luftforurening og uheld. Derudover er beskatningen i Danmark af udenlandske lastbiler i forhold til beskatning af danske lastbiler i udlandet asymmetrisk. Danske lastbiler betaler typisk mere for at køre i udlandet i modsætning til de udenlandske lastbiler, som kører i Danmark,” siger Jeppe Rich og tilføjer: ”Det er ikke så meget et spørgsmål om klima.” 

Jeppe Rich hævder, at hvis man skulle have lavet et klimatiltag, så kunne man have gjort det mere effektivt ved at hæve dieselafgifterne.

”Det ville ramme CO2-udledningen direkte,” siger han.

El-lastbilerne findes ikke

Kilometerafgifterne skal opfordre erhvervet til at køre på el. Der er bare ét problem: el-lastbilerne findes ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger Torben. 

”Den er ikke opfundet endnu, og det er den måske heller ikke om 10 år,” siger han. 

Ifølge Torben er der ikke opfundet nogle el-lastbiler, som kan køre en hel, halv eller kvart dag uden at skulle lade op. 

Anders Bentien, som er professor i batteriteknologi, er enig i, at el-lastbilerne ikke er udviklet. 

“Som det er nu, er der ikke nogle eldrevne lastbiler, som kan afløse diesellastbilerne, vi har i dag. Det er fuldstændig urealistisk,” siger han og tilføjer, at han heller ikke mener, at der er el-lastbiler til den tunge last i 2025.

Tilbage i Viborg forklarer Torben, at der findes fine el-lastbiler til let transport, men at det er vognmændene med lastbiler til tungt gods, der ikke kan skifte til el.

”Vi kan ikke deltage i den grønne omstilling ved at skifte til en el-lastbil. Selvom det så blev en million kroner billigere i indkøb, så er det ikke fysisk muligt at købe det produkt, vi skal bruge,” siger han frustreret. Dette bekræfter Jeppe Rich som siger, at der er et udbudsproblem. 

Torben er trukket i vognmandsjakken. Hans tunge lastbiler vejer 56 ton med læs og 18,5 ton uden Foto: Thilde Ovens

Familien Danmark skal betale regningen 

Kilometerafgifterne betyder, at det bliver dyrere at køre lastbil. Den regning sender virksomhederne videre til kunderne, og det resulterer i, at regningen ender hos familien Danmark. Det vil resultere i, at varepriserne vil stige, mener ekspert Jeppe Rich. 

For Torben er det vigtigt, at den gængse dansker forstår, at afgifterne også kommer til at ramme dem.

”Vi skal have den menige mand til at forstå, hvad den her afgift betyder. Det er mange penge, vi snakker om,” siger han.

I Torbens firma frygter man en million-regning, når de nye afgifter træder i kraft. 
Foto: Thilde Ovens og Laura H. Søndergaard
I Viborg Vognmandsforretning frygter man en million-regning, når de nye afgifter træder i kraft. 
Foto: Laura H. Søndergaard

En lov der kommer til at tage liv

På demonstrationen er der klapsalver til dagens talere og opbakning fra de fremmødte. Kigger man rundt, kan man få øje på et stort ”Undskyld, men er der en voksen til stede?”-banner, som understreger demonstranternes holdning til den nye afgift. 

Torben og de andre vognmænd savner en tilskudsordning, hvor de penge der bliver betalt som afgift, tilbagebetales som tilskud til køb af el-lastbiler, til dem der har kørsel, som kan køres med el-lastbiler. Ifølge et skriftligt svar fra transportministeren, Thomas Danielsen, til Fyens.dk er der dog ikke planer om en tilskudsordning.

Efter en lang dag med demonstration ved Christiansborg, går Torben sammen med tre andre vognmænd og nedsætter en vejskatskomité. De arbejder nu intenst på en plan og har fået støtte fra over 2.000 virksomheder. Torbens mål med komitéen er klart: ”Loven skal stoppes, for den kommer til at tage liv,” siger han.

Vi har kontaktet Skatteministeriet og Transportministeriet, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.